|
|
Gravjagt og gravgående hundes jagtdressur
Gravjagt og regulering af ræv er med til at holde rævebestanden stærk og sund.
* En af de mest unikke jagtformer vi har, er underjordsjagt med terriere og gravhunde.
Gravjagt må udøves fra september til udgangen af jagtsæsonen 31. januar. Ræven må dog ifølge bekendtgørelsen om vildtskader også reguleres ved beskydning i februar i egne, hvor den forvolder skade på den øvrige fauna, og her kan gravjagt også anvendes.
Billedet: Kennel Duvås "Franka" med en nyskudt ræv. Ræven her er død og Franka rusker den velfortjent efter arbejdet i graven.
Den gravgående hunds oprindelige opgave, var at søge under jorden hovedsageligt efter ræv eller grævling. I de underjordiske gangsystemer skulle hunden med højlydt hals og truende attitude holde dyret i skak. Jægeren gravede derefter ned til hund og ræv, ved hjælp af lyden fra hundens ivrige halsen. Det var derfor vigtigt at hunden formåede at holde dyret fast, så det ikke flyttede sig i graven, imens jægeren gravede sig ned til dem. Det var under disse vilkår, de gravsøgende hunde blev skabt.
Idag er gravjagt stadig en populær jagtform. Dog er der med tiden opstået andre spilleregler, og begraber som fairplay og dyreetik, har for længst haft sin indflydelse på jagtens afvikling. I Danmark vil jægere gerne have at ræven skal springe, og de har derfor ikke brug for hunde, der er så skarpe, at de holder ræven fastlåst i lange stunder. Det er derfor en positiv egenskab, at den gravgående hund er strategisk og kan skifte taktik hvis drevet under jorden kører i hårdknude. Som nævnt er jagtformen hovedsageligt fundamentalt anderledes, og ofte er det netop når ræven lades alene, at den kommer frem fra gangens mørke. Har den derimod hunden bag sig, føler den sig utryk. Den ønsker ikke at vende bagdelen til en ophidset hund, der med blottede tænder halser som en gal.
Gravjagt 2009. På billedet ses Kennel Duvås "Franka", som er en af vores mindste tæver og meget skarp og jagtivrig.
Selvom der er stor forskel på de forskellige gravgående hunde, er forventningerne til deres underjordsarbejde, mere eller mindre det samme. Det forventes at de vil:
· Søge i grav når ræven er hjemme.
· Lave skarpe og overbevisende udfald mod ræven
· Formå at gå i grav uden at skade sig selv alvorligt. En hund der går ned og slås med ræven og bliver så medtaget efter en gravjagt, at den ikke kan arbejde resten af sæsonen, er værdigløs. Hunden skal kunne bruges hver eneste uge i hele jagtsæsonen.
"Der er dog stadig nogen steder, hvor eks. vis rævejagt ikke er for sportens skyld, men for at skaffe sig af med det rovdyr der truer, evt. ens fasanbestand. Akurat som dengang vores "Working terrier" blev skabt. Dengang var det bl.a. landmandens får, der skulle beskyttes, og truslen måtte fjernes for en hver pris. Det er altså her ikke et spørgsmål om jagt som en sport, men om at få fat på ræven, og få den aflivet. I disse områder er forventningerne til den gravgående hund en smule anderledes. Her bruger man ofte forlæggere, og det er en svaghed hvis hunden flytter sig og ikke formår at holde dyret fast, så man evt. kan grave ned hvis ikke det selv springer.
Derfor er det vigtigt at undersøge grundigt hvilken hund man anskaffer sig, udfra hvilken form for jagt, og også hvilken form for gravjagt man ønsker at bruge den til."
-Sidsel Duvå Lund
Duvås Pearl i træningsgrav for første gang. Hun halser ivrigt af ræven og allerede i en meget tidlig alder, viste hun stor interesse og jagtiver. Men pas på ikke at overtræne din hund, og husk at lade den være hvalp. Giv din unge hund den tid den behøver, og pres den ikke ud i noget den ikke har lyst til.
Her ses en af de ræve der bliver brugt til træning af Terriere. Ræven her er tam og ikke bange for hverken mennesker eller hunde. Ræven stresser derfor ikke under træningen og går gerne selv ind i både transportkasse og træningsgrav.
 Denne ræv er fra Kennel Druestrup i Karise. Rævene har naturligvis godkendte og ordentlige forhold, med store vulierer hvor der er plads, ly og tryghed. Ingen af rævene viser tegn på stress eller stereotyp adfærd, men er tvætimod nysgerrige og rolige.
Inden hunden anvendes på jagt, bør den have mulighed for at møde en levende ræv under kontrollerede forhold. Dels fordi man da kan se hvordan hunden reagere under mødet, og dels fordi hunden kan lære sig nogle basale færdigheder, inden den slippes ved en grav. Rundt omkring i landet findes der en række godkendte træningsgrave, hvor autoriserede prøveledere og ræveholdere er ansvarlige for, at mødet mellem hund og ræv forløber smertefrit og udramatisk. Det er ikke hensigten at hunden skal lære at smide ræven på porten, og testgrav ville måske være et mere sigende ord end træningsgrav.
Ræven her er klar til træning og følger med i hvad der sker.
Inden hunden er klar til den første jagt, skal den være testet i prøvegrav og ikke mindst være mentalt moden. Det siger sig selv, at det kræver stor selvtillid og mod at møde en ræv i et mørkt og snævert rør langt under jorden. Anvendes hunden før den er mentalt rustet til opgaven, kan mødet med en kamplysten ræv være en voldsom oplevelse. I værste fald kan den unge hund helt miste lysten til at gå i karambolage med ræven. Det er en god ide at hunden de første gange, kun forsøger sig i en kunstigt anlagt grav. Når hundens debut som ræveudsmider henlægges til et gangsystem, anlagt af støbte rør, er der minimal risiko for, at jagten udvikler sig uhensigtsmæssigt. Samtidig er chancen for at nedlægge ræven på regulær vis, og dermed en positiv oplevelse for både jæger og hund, mange gange større, end hvis den uerfarne hund får sin dåb i et gangkompleks bestående af blindrør samt flere ind- og udgange.
Ræven her er Antons første. Det var en fremragende debut. Ræven blev ramt i første skud fra et stort naturkompleks, og var død på stedet.
Træning i træningsgraven på Kennel Klitgaard. Det er Bent Elgaard Pedersen, der her viser og fortæller hvordan hunden arbejder. Tålmodighed er en nødvendighed, præcis som det også er ved alle andre former for hundetræning. Nogen hunde er længere tid om at starte end andre. Der er ingen hunde der er ens, og alle har hver deres unikke særpræg og/eller særhedder. En god gravtræner, kan se på hunden hvordan træningen bedst bør forløbe. Overtræning er hyppigt forekommende, og resulterer i, at en ellers godt gående hund, pludselig ikke vil arbejde. Stop altid træningen mens det går godt.
Der er stor forskel på jagt fra en kunstgrav og jagt fra en naturgrav eller et stort naturkompleks. Der er fordele og ulemper ved mange former for grave. Naturgrave er aldrig ens og kan være enorme. Det er en mulighed at bruge et hundepejl. Man kan få gode pejl, der kan vise hvor hunden befinder sig under jorden. På den måde kan man følge med i hundens arbejde, og det er samtidig en sikkerhed og rart at vide, at man altid kan finde sin hund.
På billedet ses Søren og Ulrik, der venter på at ræven skal springe.
Det er en god ide at nærme sig graven i modvind, da det er vigtigt at færten bæres bort fra graven. Når hunden slippes tager man halsbåndet af, da trærødder i gangene altid truer med at gribe fat i hundens halsbånd. Når hunden finder frem til gravens indgang vil den hurtigt afgøre om der er ræv hjemme eller ej. Kun såfremt der er frisk fært af ræv, vil den gå under jorden. Men den unge og uerfarne hund må tildeles al den tid, den behøver. Det er meget afgørende at hunden selv afgør, om den ønsker at søge under jorden eller ej. Selv om der lugter fælt af ræv, er det ikke ensbetydende med, at der er ræv i graven. Årsagen kan være, at en hanræv har lettet ben op af indgangen. Det er derfor hunden der må afgøre, om der er ræv hjemme eller ej. Modsat mennesker reagere hunden hovedsageligt på rævens kropsfært, som stiger op gennem hullet. Den lader sig ikke forlede af gammel fært. Derfor må man for aller første dag, stole på sin hund og undlade at animere den til at gå i grav. I så fald kan hunden få den opfattelse, at den altid skal gå i grav, også selvom den har konstateret at der ikke er ræv hjemme.
 Duvås "Ida" efter en god jagtdag. "Ida" er en effektiv gravgående tæve, der gør sig godt både i naturgrav og kunstgrav. Hunde der har været i grav, kan have meget sand og jord i øjnene, og på især de ruhårede hunde, kan blod, slim og jord sætte sig som en tyk skorpe i pelsen. Brug evt. en blød svamp til at bløde sår og rifter op og skyld grundigt efter (ingen shampoo). Lad vandet løbe over øjnene på hunden så de bliver skyldet grundigt.
 Søren med Franka og den nyskudte ræv.
*Kilde: Michael Sand "Jagthundens træning".
|
Gravjagt og træning