kennelduvaa.dk

Avlsetik

Djrtk´s holdning vedr. etiske spørgsmål:*

Hunde brugt i avlen bør grundlæggende være velfungerende og sunde.

Når hunde udvælges til opdræt må det påhvile opdrætteren at vurdere, om hundene er fysisk og mentalt egnede til at indgå i avlen. Man bør prioritere sundhed frem for udseende og brugsegenskaber. Dog bør man overveje nøje, hvorvidt hunde med naturligt forekommende meget korte haler, døve hunde, meget eller lidt pigmenteret hunde ect. bør indgå i avlen.

I avlen bør kun anvendes hunde, der kan parre sig, føde og opfostre hvalpe på naturlig vis.

Man bør ikke lade tævehundene indgå i avlen, førend at de er fuldt udviklede, og der bør udvises sund fornuft i fastsættelsen af antallet af parringer og afstanden mellem kuldene i tævens levetid. Man bør udvise fornuft m.h.t. den øvre grænse for alderen på en tæve der bruges i avlen. Hanhunde vil blive slettet fra klubbens offentlige avlsliste, når de fylder 8 år.

I prioriteringen af sundhed blandt hundene bør hunde med arvelige sygdomme eller defekter ikke anvendes i avlen, og parringer, hvor afkommet har haft svære defekter, bør så vidt muligt ikke gentages.

Parringer mellem nært beslægtede hunde bør undgås. DJRTK’s holdning til dette er, at fætter-kusine er det nærmeste slægtskab mellem hanhund og tæve, der kan accepteres i avlen. Jf. retningslinjer fra JRTC og GB kan afkom af parringer mellem førstegradsslægtninge ikke stambogsføres.

Man bør undgå overdreven brug af samme dyr i avlen. Det bør tilstræbes, at man udviser sund fornuft i fastlæggelsen af antallet af parringer i en hunds liv. Dette gælder for hanhunde såvel som for tæver.

Opdrætterens vigtigste opgave i forhold til hvalpene er at sikre en både fysisk og mentalt god opvækst samt en prægning i fornuftig retning.

DJRTK henstiller til, at man som sælger af hvalpe sørger for, at der bliver oprettet en købskontrakt, idet denne vil kunne løse en del af de tvister, der kan opstå i forbindelse med handlen.

DJRTK henstiller til, at man som medlem af klubben ikke fremavler hvalpe, der ikke kan stambogsføres i klubbens regi. Derudover opfordrer DJRTK medlemmerne til ikke at stambogsføre hunde i flere forskellige klubber samtidig a.h.t. gennemskueligheden for nye hvalpekøbere.

*Dansk Jack Russell Terrier Klubs hjemmeside: www.djrtk.dk

Kennel Duvås Avlsetik:

Vi følger naturligvis DJRTK´s etiske anbefalinger for opdræt.

En Jack Russell skal indeholde et alment sundt væsen, samt fungere både som jagt og familiehund. Ydermere bestræber vi os på at avle anatomisk sunde hunde, og hele tiden bevare deres gode eksteriør. Noget af det vi vægter højest, er jagtlyst og jagtiver, sociale og kærlige hunde der fungere godt i familien, nervefaste hunde, og hunde der er små, kvadratiske og robuste, og i øvrigt lever op til standarden, og så selvfølgelig sundhed der er altafgørende.

For at få en hund avlsgodkendt i Dansk Jack Russell Terrier Klub, skal tæven have opnået minimum en 3. præmie på udstilling, og hanhunden skal have opnået minimum en 2. præmie på udstilling samt en 2. præmie til gravprøve.

Gravprøverne kan give et fingerpraj om, i hvilken grad hunden besidder racens oprindelige egenskaber i forbindelse med gravjagt. Hunden bliver her bedømt på taktik og bevægelighed samt jagtlyst og mod.

Men avlsprøver er én ting, noget andet er praktisk jagt. Alle hunde har gode og dårlige dage, og derfor siger en enkelt gravprøve ikke nok. Man bør kende sin hund 100%, og får man den brugt ved man, om den også virker i pressede situationer. Alle vores hunde bliver afprøvet på praktisk jagt, og brugt så meget som muligt. Vi bruger flere timer dagligt på træning og samvær med hundene i forskellige situationer. På den måde lærer vi vores hundes stærke og svage sider at kende.

Selvom vi selv synes vi er godt med i eksteriør med vores hunde, er det evnen som jagthund og familiehund og selvfølgelig sundhed vi prioriterer højest. Har hunden den råstyrke, det gåpåmod og glade væsen vi netop synes er så vigtigt, tæller det højere hos os end hundens udseende. Avler man for at få en champion/1.vinder på udstilling, som er en skønhedskonkurrence, og overser evt. andre mangler eller måske endda sygdomme, for et smukt ydre og en høj præmiering, ja så er man godt igang med at ødelægge racen efter vores mening. Vi mener selvfølgelig at vores race skal leve op til standarden, men der er mange hunde der lever op til standarden, og samtidig ser vidt forskellige ud. Samtidig mener vi, at egenskaber og temperament altid bør komme i forreste række. Variasion i racerne er efter vores mening kun en charme og et tegn på at racen stadig er uspoleret og sund.

Vores tæver får højest 4 kuld i hele deres levetid. Vi mener det er max, da det at være drægtig og opfostre et kuld hvalpe er hårdt for tæven fysisk. Samtidig skal hun også have tid og mulighed for at komme med på ture og jagt, hvilket ikke er muligt i den sidste del af drægtighedsperioden, og før hvalpene er store nok til at klare sig uden deres mor.

Der er mange faktore der spiller ind når man, enten skal vælge en avlshan til sin tæve, eller i det hele taget skal afgøre om en hund er egnet til at indgå i avlen. Det er bland andet en meget vigtig del, at undersøge og indsamle så mange informationer som overhovedet muligt, om de hunde man påtænker at bruge i sin avl. Vi ser på vores hunde som en helhed og vurdere dem ikke udfra enkelte fejl eller goder, men ser på hunden og vurderer udfra helhedsindtrykket om det er en hund vi ønsker at bruge i vores avl. Vi avler kun på de hunde vi synes har de kvaliteter vi ønsker og forlanger af vores avlshunde.

Sidsel Duvå Lund

INDAVL/LINIEAVL: *

Begrebet indavl defineres som:
“avl mellem individer, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit”.
Dvs. I nogle racer vil parring af to hunde med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.
Definitionen på linieavl er: “Parring af dyr på en sådan måde, at afkommet bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane”.

Der er ingen tvivl om at indavl har været benyttet ved dannelsen af de fleste hunderacer. Man avlede på beslægtede individer for at fastholde den ønskede type. Alle individer indeholder et vist antal defekte gener, men fordi der findes to kopier af hvert gen kommer defekten først frem i lyset hvis et individ modtager to defekte kopier – et fra sin far og et fra sin mor. Hvis far og mor er beslægtede er sandsynligheden for at de bærer rundt på identiske defektgener større. Ofte drejer det sig om en hanhund, men der kan også drives linieavl på tæver. Det er vigtigt at understrege, at linieavl også er indavl - og derfor medfører de samme ulemper som beskrives under indavl.

Argumentet for at bruge indavl er ofte, at man ønsker at stabilisere bestemte egenskaber i racen.
Ved en parring mellem beslægtede individer har opdrætteren nemlig ofte større mulighed for at forudsige udfaldet. Dette er en følge af at antallet af forskellige gener reduceres – dvs. en del af den genetiske variation går tabt.
Når man parrer nært beslægtede individer, stiger sandsynligheden nemlig for at afkommet modtager det samme gen fra både sin far og sin mor.

lndavl skaber ikke defektgener, det bringer dem bare frem i lyset, hvis de allerede er skjult tilstede i populationen.

Det skal her pointeres, at indavl ikke er for nybegyndere! Forudsætningen for at have succes, er at man virkelig kender sit avlsmateriale. Det er vigtigt at man kender individernes baggrund - deres fordele, og ikke mindst deres ulemper. Det man ønsker er jo at fordoble de positive egenskaber.

* Uddrag fra materiale fra DKK´s hjemmeside. www.dansk-kennel-klub.dk